Børnene og de unge bliver vækket - eller står selv op - ved 6.30-7.30 tiden. Morgenerne bliver brugt på at gøre sig klar til dagen og spise morgenmad, i større og mindre grupper.
Ved 8-tiden skal alle børnene møde i skole. Nogle går den korte vej til Øresundsskolen, andre bliver hentet i busser og kørt i skole. Efter skole går børnene på fritidshjem eller i klub – typisk på deres skole. De unge går på ungdomsuddannelse eller dagtilbud og bliver alle kørt.
Ved 15.00-16.30-tiden kommer de fleste børn og unge hjem fra skole og dagtilbud. Mange har brug for at holde en pause på værelset og får lidt at drikke og spise inden eftermiddagens aktiviteter går i gang.
Aktiviteterne afhænger meget af barnet/den unges behov, dagsform og funktionsniveau. Det kan fx være en gåtur, en sportslig aktivitet eller at forberede eller hente mad, dække bord, handle ind, ordne værelse, vaske tøj, lave noget på iPad, se en film, hygge med personalet og andre børn, høre musik, tage i svømmehallen, besøge et andet barn, være i haven eller gå på legeplads.
Kl. 18 er der aftensmad, som er forberedt i et centralt køkken i Svanehuset. Børnene og de unge spiser i større og mindre grupper ude på hver afdeling.
Efter maden har børnene meget forskellige behov. Nogle har behov for at slappe af, andre for at have masser af aktiviteter indtil sengetid.
Det er typisk inden sengetid, at der bliver taget hånd om hygiejne og de nære relationer mellem børn og voksne, men også børnene imellem.
Sengetid afhænger af alder og behov.