Der er grundlæggende tre pædagogiske opgaver, der skal arbejdes med i afdelingen: Emotionalitet/samspil; mening og udvikling; regulering og grænsesætning.
Det er generelt de adfærds- og følelsesmæssige forstyrrelser hos det enkelte barn, der i høj grad er med til at præge den pædagogiske tilgang, der vil være meningsfuld i forhold til det enkelte barn. Som udgangspunkt har de alle nogle massive negative erfaringer med regulering og grænsesætning, og de har alle udviklet egne strategier i forhold til at håndtere omgivelsernes forsøg på at regulere og grænsesætte. Strategier der som udgangspunkt kan være vældig uhensigtsmæssige (fx fysisk og verbal aggression, destruktion, stikke af, misbrug) , men som barnet mestrer til perfektion, og som giver barnet en følelse af mestring og kontrol. Opgaven er at generobre barnets tillid til, at man ønsker at støtte barnet UDEN at overtage kontrollen.
Det betyder også, at vi ikke har direkte adgang til at bruge de sædvanlige pædagogiske virkemidler, som vi kender (og ved virker) – i forhold til barnets diagnoser. Struktur, visualisering, forklaringer er svære at sætte i spil. Og gængse opdragelsesmæssige krav om efterrettelighed, ro og god opførsel kan decideret sætte en konfliktfyldt adfærd i gang. Konsekvens-pædagogik (hvis du x, så sker der y) kan være decideret konflikt-optrappende. Når man har mentaliserings-vanskeligheder, så er årsag-virkning i sociale sammenhænge noget af det, der er vanskeligt at forstå, og barnet er gennem opvæksten igen og igen blevet mødt med et krav om lige netop at kunne forstå – og regulere sig – efter en forståelse af årsag og virkning.
Har man nedsat mentaliseringsevne, er det en udfordring at danne meningsfulde relationer og oprette en stabil selvfølelse. Det er den selvfølelse, der gør, at man lærer sine egne følelser og tanker at kende og forstår, at de er baggrunden for egen adfærd. Selvfølelsen giver en følelse af kontrol og selvbevidsthed, samt evnen til at regulere sine følelser. Hvis man skal kunne forestille sig andres tanker og følelser, skal man have erfaring fra sin egen verden og kunne forholde sig til dem. Også indenfor dette område kan de unge have mange negative erfaringer med relationer og andre menneskers evne til at støtte barnet med at regulere sine følelser.
Alle de unge er unikke individer og bliver på afdelingen betragtet som selvstændige personer med egne rettigheder, interesser, forudsætninger og muligheder. Det betyder, at behandlingsarbejdet er målrettet den enkelte unge og kan i realiteten ofte medføre, at de indskrevne unge har forskellige vilkår afhængigt af deres vanskeligheder og behov. Det siger sig selv, at det giver en række pædagogiske og miljøterapeutiske udfordringer – måske især med denne målgruppe – men det er en forudsætning for at kunne lykkes med behandlingsarbejdet.
Miljøbehandlingen har et stort fokus på at indrette det fysiske, sociale og kommunikative miljø på en sådan måde, at den unge får så mange oplevelser af mestring som muligt. Dette betyder således, at behandlingsarbejdet skal tage højde for den unges særlige udfordringer samtidig med, at fokus i så høj grad som muligt skal fjernes fra alle de situationer, hvor den unges uhensigtsmæssige strategier træder frem. Og der er et stort fokus på inddragelse af den unge i planlægningen af hans/hendes individuelle liv, men også indflydelse på livet i afdelingen som helhed.
Målet for behandlingsarbejdet i afdelingen er således at støtte de unge i at opnå:
En større grad af indre styring
Flere hensigtsmæssige redskaber til at kunne indgå i kontakten og relationen med andre mennesker
En styrkelse af de unges kompetencer ved at fremme udvikling, læring og mestring, så de kan tage ansvar for eget liv.
