Sundhed

Maden og måltidskulturen – Naturen, bevægelsen og roen

Maden og måltidskulturen

Vi har i november 2017 valgt at ansætte en uddannet kok i huset med god erfaring og værdier, der harmonerer med vores ideal om økologi, sæsonbetonede retter samt minimering af madspild, og en tilpas forstyrrelse i præsentationen af veltilberedt, spændende og ernæringsmæssigt sund mad.

Det er balancen mellem det velkendte og det nye, der arbejdes i, og børn og unge tager foreløbigt godt imod initiativet.

Vores kok træder ind ad døren midt på dagen, hvor han sørger for frokost på Rampen kl. 13 og bliver dernæst frem til aftensmåltidet, som han præsenterer på såvel Toppen kl. 18, som på Rampen kl. 18.30. Indimellem spiser han med, hvilket også vækker begejstring, da dialogen om mad så kan fortsætte gennem hele måltidet.

Menuen er kendt i forvejen på vores IBG skærm, som fungerer som visuel understøttelse for det, der bliver serveret, ligesom børn og unge kommer med feedback direkte til kokken, der gør hans arbejde i køkkenet lettere og sjovere.

Vi har fokus på at netop maden og det fælles måltid kan være en stor udfordring for sanser og for det sociale, så vi bestræber os på at gøre det hele overskueligt og rart for alle.

Naturen, bevægelsen og roen

Vi er optagede af at skabe en balance i kroppen for børn og unge ved at have fokus på den energi og ro, det skaber at have mulighed for at bevæge sig i et højt tempo gennem idræt og bevægelse, eller netop have fokus på det stille og sanselige gennem massage eller være i tæt kontakt med naturen.

I vores hus har vi fitnessrum, musiklokale, trampolin og stor gynge i haven, mens der også er mulighed for at spille bordfodbold og bordtennis. Vi opholder os gerne i haven og laver bål, eller tager ture ud i huset i vores 2 biler, som bringer os tæt på skov, strand og vand.

Vi er placeret midt i byen, men inde i området: De Gamles By, som er særligt afgrænset fra resten af Nørrebro, og hvor der gennem ”ByOasen” er mulighed for at besøge byhaver, geder, kaniner og andre dyr, som bor tæt på os. Vi er tæt på Fælledparken og Assistenskirkegården, og har også her mulighed for at bevæge os under åben himmel.

Flere børn og unge har aktuelt tilknyttet en personlig træner gennem Idrætsprojektet, som er bevilget af deres socialrådgiver.